Danmarks største bilshow: Derfor skal du til Odense i weekenden

I weekenden den 11.-12. august inviterer Auto Show Denmark til kæmpe bilshow i Odense Congress Center. Der bliver sendt solide mængder skyer ind over byen, når racerbiler og driftbiler fra hele Skandinavien laver røgfyldte køreshows i en stor arena foran messecenteret.

Her vil publikum kunne opleve alt fra danske rallybiler til norske pro-driftere med over 1.300 hk i et inferno af røg og øredøvende motorlyd. Altså den perfekte opskrift på en rigtig sjov weekend. Men ørepropper er en god ting at medbringe, især fordi at Danmarks hurtigste mand, Stig Neergaard, medbringer sin top fuel dragster med 10.000 hestekræfter, og den startes op til showet!

Også indendørs i det store messecenter er der proppet med bil-lækkerier, når Auto Show Denmark slår dørene op for andet år i træk. Her vil der være et stort udvalg af klassiske biler, ombyggede biler, dragracere, firmaer med spændende dele til biler, gode tilbud og meget mere.

Som noget nyt er der også en hal fyldt med drømmebiler for enhver smag. Det er den store Sparekassen Fyn Arena, hvor blandt andet Sportscar Event kommer med nogle af deres fine superbiler, men også flere leasingselskaber og bilimportører medbringer meget specielle biler til showet.

Hvis publikum får lidt for meget kløe i højrefoden, er det i år muligt at give den gas i arenaen imellem de planlagte køreshows. Odense Gokart Hal arrangerer ræs, hvor det er muligt for bare 100 kr. at komme ud og give den gas mod vennerne. Hvis altså vennerne kan hive væk fra det store F16-fly, som det er muligt at komme ind i og lege Tom Cruise fra Top Gun.

Der kan købes billetter i indgangen eller på nettet. Endagsbilletter koster 250 kr. for voksne og 125 kr. for børn mellem 7 og 14 år. Hvis du vil være til showet både lørdag og søndag, sparer du 30 procent på weekendbilletter ved køb i forsalg på www.autoshowbillet.dk

Mere info finder du på www.auto-show.dk