Tata Racemo

Der er biludstilling i Genéve disse dage, og her er en af de lidt mere skæve nyheder. Sig pænt goddag til Tata Racemo. Bilen er en lille to-sædet coupé, der er udviklet til at kunne bruges på både gaden og på banen. Den har en midtmonteret turbomotor på tre cylindre og 1,2 liter. Det lyder måske lidt kedeligt, men den lille hest yder imponerende 190 hk og 210 Nm, hvilket giver en 0-100 km/t-tid på under seks sekunder. Italienske Tata Motors Design Studio, der står bag bilen, regner med kun at lave 250 eksemplarer, og der er ikke nogen priser klar endnu. Kniber det med finanserne, så kan du altid hente bilen til spillet Forza Horizon 3.